På baggrund af længere tids efterforskning gennemførte Fyns Politi tirsdag den 7. maj en målrettet aktion mod narkohandlen på Ærø. Simultant med denne blev der også gennemført ransagning på Nordfyn i forbindelse med flere indbrud på Ærø.
Aktionen begyndte først på formiddagen og var afsluttet sidst på eftermiddagen. I alt blev otte adresser ransaget på Ærø, hvor der blev fundet både hash, amfetamin og kokain. Ydermere blev der fundet dokumentation for salg af primært en større mængde hash.
Under aktionen blev en 26-årig mand anholdt. Han blev her til formiddag løsladt efter juridisk vurdering men er fortsat sigtet.
Udover den fundne narko har efterforskningen afdækket spor med relation til nogle indbrud, der har været på Ærø i sidste halvdel af 2023 og i starten af 2024. Derfor gennemførte Fyns Politi en samtidig ransagningsaktion i Otterup på Nordfyn. Her blev fundet flere design-møbler og effekter, der kan kædes sammen med minimum ét indbrud på Ærø.
Politikommissær Lars Chr. Thede ved det lokale politi i Svendborg siger:
”Resultatet af aktionen viste os, at vi har fat i den rigtige personkreds. Resultatet var som forventet. Samtidig vil vi med aktionen gerne vise, at man ikke skal vide sig sikker, selvom man forøver kriminalitet på en ø, der normalt lever sit stille liv, samt at vi som politimyndighed også formår at dække hele politikredsen.